Hjemmelavede Guldkarameller

I overspringshandlingernes skær, sådan i slutspurten af dette semesters eksamensopgave, har jeg lavet hjemmelavede guldkarameller:

Hjemmelavede Guldkarameller

Det her har jeg gjort:

175 g sukker
1,75 dl fløde
2 spsk vanillesukker
1,25 dl mørk sirup

Blandes i en gryde og bringes i kog. Koges på lavt blus i ca. 30 min, husk at røre af og til – og test massen ved at lægge en teske med lidt af blandingen i køleskabet. Når du synes det har den rette konsistens hælder du blandingen i en med bagepapir beklædt form, og lader det køle af en times tid.

Når der er gået en lille time og blandingen ikke er helt hård men stadig lidt lun, klippes den i passende stykker som rulles til runde kugler.

ca. 200 g mørk chokolade smeltes over vandbad, kuglerne trilles i den mørke chokolade og lægges til at størkne på et stykke sølvpapir.

Opskriften er til ca. 65 karameller – plus det løse, de skal jo prøvesmages :o)