Samosa-eksperimentet

Igår spiste vi tortillas til aftensmad, med hakket oksekød med tacokrydderier. Forkælet som jeg er ville jeg gerne have noget andet at spise idag, og et enkelt blik i fryseren gav mig den idé at lave samosaer med det tiloversblevne oksekød og en pakke forårsrulledej der ventede på at blive leget med.. Det blev til eksperimentsamosaer, for når man ikke rigtig gider følge en opskrift og bare fyrer alt muligt i, og man desuden har 50 ark forårsrulledej, kan man eksperimentere en del uden at det kommer til at føles som spildt! Her er resultaterne af mine eksperimenter, med ingredienser, fremgangsmåde og hele pibetøjet:

1 pakke forårsrulledej (50 ark)
2 æggeblommer

Kødfyld (til ca. 25-30 stk):

400g oksekød
1 pose tacokrydderier
150g dåsemajs (en lille dåse)
en god håndfuld frosne ærter
1 (rød?) peberfrugt, skåret meget fint

Oksekødet tilberedes med tacokrydderierne som beskrevet på pakken. Derefter blandes kødet med de resterende ingredienser.

Frugtfyld (til ca. 14 stk):

120g fintsnittet mango (gerne frossen)
100g ribs (gerne frosne)
25g groft rørsukker

Alle ingredienserne blandes.

Fremgangsmåde:

Samosaerne foldes og fyldes efter følgende fremgangsmåde:

De kanter der foldes ind over samosaen for at lukke den kan med fordel stryges med lidt æggeblomme først (det gælder for trin 3, og 5-8, sidstnævnte kan stryges på ved trin 5).

Til sidst skal samosaerne selvfølgelig steges, enten i en friture eller (mere olie-økonomisk) i en wok/pande i en stor sjat rapsolie..

Og sådan kommer en samosa med frugtfyld til at se ud:

Og de smager bare godt – både dem med kød og med frugt! Nu spiste jeg frugtsamosaerne “rå”, men en kugle vaniljeis ville absolut klæde dem.. Desuden er jeg helt sikker på at en blanding af æblestykker og rosiner vendt i lidt sukker, kanel og evt. en skvæt citronsaft ville smage lige så himmelsk (men det er jo en klassisk kombination, den slår aldrig fejl).

Nu overvejer jeg så lidt at holde et samosa-dinnerparty på et tidspunkt, hvor al maden er samosaer, bare med forskelligt fyld.. ;o)